Klub Næstved - fritidsklub for udviklingshæmmede

Åben rådgivning og vejledning af socialrådgiver

Klub Næstved kan du nu få gratis råd og vejledning af Heidi, der er socialrådgiver.

Heidi arbejder som myndighedssagsbehandler i en forvaltning, hvor hun sidder med målgruppen inden for psykiatri, misbruger og udsatte. Siden august 2016 kan hun også skrive ‘frivillig i Klub Næstved’ på sit visitkort.

Den første onsdag i hver måned kl. 16.15-18.15 vil Heidi fast være at finde i Klub Næstved. Så kom forbi og få en snak med Heidi.

Foruden den første onsdag i hver måned vil Heidi – så vidt det er muligt – også deltage ved de forskellige arrangementer i Klub Næstved.

Om det frivillige arbejde i Klub Næstved, fortæller Heidi: “Jeg vil gerne tilbyde gratis råd og vejledning til dig eller til pårørende i forhold til en snak om dine rettigheder, ansøgning om støtte eller hjælp til at forstå de offentlige breve”.

“Jeg har naturligvis tavshedspligt. Så kom endelig forbi i Klub Næstved til en hyggelig og uforpligtende snak for at blive klogere på at blive hjulpet godt på vej i det offentlige”.

“Jeg tilbyder ikke at skrive eller tage klagesager over afgørelser mod jeres kommune, men jeg vil gerne råde og vejlede om muligheden for et videre forløb, hvis der er offentlige breve, der er svære at forstå og der er behov for at det bliver fortalt på en nemmere måde”, siger Heidi, der glæder sig til at hilse på alle i Klub Næstved. “Og har det ikke noget med socialrådgiverspørgsmål at gøre, så er I også meget velkommen til en snak med mig”, slutter Heidi.

Heidi

Heidi, der er socialrådgiver, yder gratis råd og vejledning til Klub Næstveds brugere og pårørende.