Klub Næstved - fritidsklub for udviklingshæmmede

Sund og sjov motion

Klub Næstved tilbyder gratis prøvetimer i uge 41 og 43.

Klub Næstved tilbyder flere idrætsgrene for udviklingshæmmede og andre med indlæringshandicap. Hvad enten det er gymnastik, hockey eller fodbold, så er der ingen på holdet, som føler sig ’forkert’ – der er nemlig plads til alle.

Så er du vild med sport og klar til nye eventyr, så giver Klub Næstved dig mulighed for at træne, og du kan få en masse fede eventyr med andre ligesindede.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I uge 41 og 43 kan man gratis prøve at deltage i Klub Næstveds idrætstilbud, fx fodbold.

Motion er sundt for både krop og hoved, men vi er alle forskellige. Derfor er Klub Næstveds træning tilrettelagt sådan, at der bliver taget hensyn så alle kan deltage. Desuden er det i trygge rammer, fx er er det altid de samme trænere, der har de forskellige idrætsgrene.

”Vores trænere har mange års erfaring i at træne i handicapidræt, de er engageret og de nyder at være i selskab med alle deltagerne. Ud over motionen, er der plads til hygge, fis og ballade – og til dig. Så kom og vær med – det bliver en sportslig fest med gode oplevelser”, siger May-Britt Hansen, der er én af de faste trænere. Hun pointerer at klubben naturligvis er medlem af DHIF og følger deres regler.

Gymnastik

Det er både sundt og sjovt at gå til idræt i Klub Næstved. Alle kan gratis prøve at træne med i uge 41 og 43.

Der er mulighed for at træne for sjov, men man kan også have ambitioner om at stille op til stævner og dyste mod andre, fx deltog Klub Næstved ved Special Olympics 2016, hvor de vandt medaljer i samtlige idrætsgrene.

”Klub Næstved tilbyder fodbold, hockey, gymnastik og petanque, men vi er altid åbne over for andre idrætsgrene, hvis der er interesse for det”, slutter May-Britt Hansen.

Gratis prøvetimer

I uge 41 og uge 43 kan du komme og træne med gratis.

  • Gymnastik er mandage kl. 16.00-17.00 i Klub Næstved, Valnæsvej 12
  • Hockey er torsdage kl. 16.30-18.00 i den lille gymnastiksal på Kobberbakkeskole, Parkvej
  • Fodbold er fredage kl. 15.00-16.00 i hallen på Kalbyrisskolen (frem til den 30. september 2016 er der udendørs træning på banerne ved Skt. Jørgens Skole. Vi mødes i Klub Næstved kl. 14.40 og klæder om, og går sammen over på banerne)

Vil du læse mere om gymnastik, hockey og/eller fodbold, så klik blot på ‘Gymnastik’, ‘Hockey’ og/eller ‘Fodbold’ herover, så åbnes en ny side, hvor du kan læse nærmere om de tre idrætsgrene.

Du skal være medlem af Klub Næstved for at deltage i træningen. Er du under 18 år, på uddannelsesstøtte eller kontanthjælp er der halv pris på kontingent og træning.

Har du spørgsmål kan du kontakte Klub Næstved på tlf. 54128107/27812531.

Hockey

Hockey er én af flere idrætsgrene som Klub Næstved tilbyder udviklingshæmmede og andre med indlæringshandicap.