Klub Næstved - fritidsklub for udviklingshæmmede

Tag ordene i hånden og handl

Kommunen skal lære at prioritere mennesker frem for mursten.

Sofie Hoppe Søe

Af Sofie Hoppe Søe, Næstved.

Debat: Udviklingshæmmede har en livsanskuelse, som andre kan lære noget af, og underbygger den glimrende pointe, Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, fremstillede til debatten 23. oktober på DR.

Så hvorfor føler de udviklingshæmmede, at andre ser på dem som en byrde for samfundet?

Det var det første, jeg undrede mig over, efter jeg i efteråret stiftede bekendtskab med Klub Næstved.

Kommunen henviser ofte de udviklingshæmmede til Klub Næstved, hvilket er glimrende, men udfordringen er bare, at de ikke giver nogen større økonomisk støtte.

Næstved kommune er ikke i sit es, når det handler om at give de frivillige et skulderklap og ressourcer til videreudvikling. I stedet har de en tendens til at se dem som en mulighed for besparelser!

De økonomiske projekter i Næstved omhandler alt for ofte de materielle ting, og derfor må nedskæringerne med katastrofale følger alt for ofte ske på borgernes velfærd. For at tage et eksempel med Obovej, Klub Næstved og Sydbyskolen i baghovedet, overskred bebyggelsen af den nye sportsarena budgettet med 31,5 millioner kroner. Alt i alt har sportsarenaen (har I lagt mærke til, vi i forvejen har et par stykker?) næsten kostet 100 millioner kroner!

Kasser og fornuft?

Forklar mig, hvordan kommunen kan tillade sig at bruge mange millioner på at bygge det ene materielle projekt efter det andet, og hvorfor pengene skal tages fra områder, der ligefrem formindsker livskvaliteten hos mennesker?

Min tanke er, at man må som politiker ind i mellem acceptere, at en sådan økonomisk indsats ikke altid er målbar i lige netop den niche, pengene er givet ud fra. Måske vil man i stedet om få år kunne se et fald inden for depressioner af handicapområdet.

Tænk hvis alle havde, gode, sociale relationer, et skønt netværk af omsorgsfulde og livsglade mennesker og et privatliv der fungerede. Ja, jeg ved det er højtragende, men jeg forsøger at bryde de kasser, skemaer og begrænsninger, vi er blevet så sindssyg gode til at sætte livet og fornuften ind i.

Vi tror, vi er så evolutionære, men i virkeligheden lever vi stadig i urtiden. Primitive går vi klogt rundt og snakker om, at det ikke er det udenpå der tæller, men det indre. Hvornår tager vi ordnerne i hånden og handler?

I dagens Danmark har alle fordommene mod subjektive holdninger i diskuterede sager, desuden skabt et politisk forum, hvor politikerne netop kun tør udtale sig om statistikker. Vær de mennesker vi alle er, se fornuften i det abstrakte og drop et par af de rationelle facader, som fortrænger det.

Jeg forstår godt politikerne, for det psykiske og menneskelige anliggende er klart det sværeste felt. Man famler i blinde og har intet håndgribeligt at arbejde ud fra.

Derfor er det mig endnu en gang uforståeligt, at politikerne vælger at vifte håndsrækninger fra frivillige og foreninger, som Klub Næstved, væk, da de i høj grad ville kunne hjælpe med at få opridset dette felt. Men vi er alle mennesker og kan lære at tilpasse os.

Så måske er det på tide, at vi som samfund bryder ud af de firkantede kasser, og øver sig i, i samspil med hinanden, fagfolk såvel som foreninger og innovative privatpersoner, at drage nytte af andres erfaringer og åbne op for de ideer og muligheder, der virkelig er alle steder?

Ingen mennesker burde føle sig udstødt eller som en byrde i sit eget samfund, og derfor må et større fokus på handicap området igangsættes.

Vi skal støtte hinanden, så det indre også fungerer.

Derefter kan man fokusere på det ydre.